test

Kontakt

Center for Teknik & Miljø
Tlf.43 97 97 97
teknik@greve.dk

Delebiler er en fordel både for økonomien og klimaet - for både borgere, virksomheder, boligselskaber og Greve Kommune

Borgere, virksomheder, boligselskaber og kommunalt ansatte har mulighed for at benytte sig af de to delebiler.

Greve Kommune har tegnet et erhvervsmedlemskab af delebilerne. Bilerne har fast parkeringsplads ved Greve rådhus, og de af rådhusets medarbejdere, der ind i mellem har brug for en bil i arbejdsdagen, kan derfor benytte sig af delebilerne, på lige fod med de øvrige biler i rådhusets bilflåde. Det betyder, at kommunen kan spare penge på bilflåden, i og med at der med delebilerne kun betales for den faktiske brug af bilen. Derved risikerer kommunen ikke at investere i biler, der så står ubrugt hen.

Hvorfor blive medlem?

Alle kan tegne et medlemskab af delebilerne – både som privatperson, og som virksomhed, boligselskab, eller lignende. En delebil kan svare sig frem for egen bil eller andre løsninger, når man kører mellem 1.000 og 5.-15.000 km om året. Som medlem betales et indmeldingsgebyr og et årligt kontingent, og derudover betales en pris pr. kørt kilometer og for det tidsrum, man har bilen. Kontingentet dækker forsikring, service, rengøring og vedligehold, osv.

LetsGo står for delebilerne i Greve, og sørger også for alt det praktiske. Som delebilsmedlem skal man derfor ikke tænke på at få bilen synet, tage den på værksted, eller lignende. Og hvis interessen for delebilerne er stor nok, vil LetsGo løbende opsætte flere biler, og også biler af forskellig type, som derfor kan dække forskellige behov.

Reservér bilen en time i forvejen

Som medlem af delebilforeningen kan man reservere bilen på internettet når som helst. Det kan gøres ned til en time og helt op til et år i forvejen. En elektronisk nøgle gør at det kun er den, som har reserveret bilen, som kan låse den op på parkeringspladsen.

Greve delebilforening administreres af LetsGo, som udover Greve også har delebilforeninger i København, på Frederiksberg og i Århus, og er i færd med at starte foreninger op i Herning og på Bornholm. Som medlem af Greves delebilforening kan man derfor også booke og bruge bilerne disse andre steder.