Vandløb leder vand væk, men er også vigtige levesteder og spredningsveje for dyr og planter. Fysiske ændringer i og ved vandløb kræver tilladelse fra kommunen.

Vandløbene og deres omgivelser reguleres efter vandløbsloven. Vandløbsloven gælder både for offentlige og private vandløb og omfatter udover vandløb også grøfter, kanaler, rørledninger, dræn. De offentlige vandløb er omfattet af et regulativ, som beskriver deres størrelse, eventuelle tekniske anlæg, ejerforhold og hvordan de skal vedligeholdes.

Du må ikke uden tilladelse fra kommunen etablere faste hegn, plante/fjerne beplantning, etablere broer, overkørsler, skråningssikringer eller lignende ved vandløbene.

Værn om vandløbene

I landzone må der ikke foretages dyrkning, jordbehandling med videre i et 2 meter bredt bælte langs åbne, naturlige vandløb og søer. Det samme gælder langs kunstige vandløb og søer, for hvilke der ifølge vandområdeplanerne 2015-2021 er fastsat miljømålet godt økologisk potentiale eller maksimalt økologisk potentiale. Vandløbenes karakterisering og miljømål kan ses i MiljøGIS.

Bestemmelsen gælder dog ikke for isolerede søer under 100 m2. Herudover er der en lang række bestemmelser, hvor man som bredejer skal være opmærksom. Bestemmelserne er beskrevet i en række pjecer, du kan se ved at klikke på linket i højre side.