Der er to grupper af vandløb, de offentlige og de private.

Vandløb i vandløbslovens forstand omfatter: alle vandløb, grøfter, kanaler, rørledninger og dræn samt søer, damme og andre lignende indvande.

Vandløb opdeles i to klasser:

  1. Offentlige vandløb er vandløb, som byrådet har besluttet, skal optages som offentlige.
  2. Private vandløb er vandløb, som ikke er optaget som offentlige, eller som byrådet har besluttet, skal udgå som offentlige vandløb (nedklassificerede vandløb).

Vandløbslovens regler gælder for alle vandløb i begge klasser. Herunder er vandløbsvedligeholdelsen beskrevet i vandløbslovens kapitel 5:

  • Alle vandløb skal vedligeholdes således, at det enkelte vandløbs skikkelse eller vandføringsevne ikke ændres.
  • Vedligeholdelsen af private vandløb påhviler bredejerne.

Det betyder, at du som bredejer er ansvarlig for at vedligeholde alle private vandløb på din ejendom - det vil sige, at du både skal udføre og betale for vedligeholdelsesarbejdet.

Vandløbsloven indeholder udførlige beskrivelser af:

  • Vedligeholdelse af alle vandløb uanset deres klassifikation
  • De enkelte bredejeres pligter og rettigheder.