Her kan du læse om brugerbetaling for miljøtilsyn.

Betalingen for miljøtilsyn sker efter det faktiske tids- og ressourceforbrug på den enkelte virksomhed.

Følgende typer af virksomheder er omfattet af reglerne om brugerbetaling for miljøtilsyn:

  • Godkendelsespligtige virksomheder (Både bilag 1 og bilag 2)
  • Autoværksteder, autolakeringer, undervognbehandling
  • Hidtidige anmeldepligtige virksomheder
  • Erhvervsmæssige dyrehold

Brugerbetalingen bygger på princippet om, at "forureneren" skal betale. Virksomheder i samme branche og med de samme aktiviteter kan derfor blive opkrævet forskellig betaling for miljøtilsyn. De virksomheder, der ikke har problemer med at overholde miljølovgivningen kræver færre ressourcer af myndighederne end de virksomheder, der ikke har styr på deres miljøforhold.

Taksten for brugerbetalingen fastsættes i gældende bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter Miljøbeskyttelsesloven. Den gældende takst kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Tilsynet, som kommunen laver, er et differentieret miljøtilsyn, som bygger på en kategorisering af virksomheder efter deres lovlydighed og deres systematik i deres miljøarbejde fx i form af miljøledelsessystemer, grønt regnskab eller fastsættelse af procedurer. Der tages også højde for om virksomheden fx ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser, og dermed udgør en risiko for miljøet. Ud fra kategoriseringen bliver kommunens tilsyn med den enkelte virksomhed fastsat.

Hvis du har spørgsmål til brugerbetalingen, er du velkommen til at kontakte Natur- og Miljøteamet enten på telefon 43 97 94 48 eller på mail natmil@greve.dk