Alle borgerlige partier i Greve Byråd har sikret et budget uden besparelser

Forlig

Liselott Blixt, Dansk Folkeparti, Rigge Nørmark, Liberal Alliance, Marc Genning, Venstre, Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti, Mortan Martinsson, Dansk Folkeparti og borgmester Pernille Beckmann kort efter forhandlingerne, som har resulteret i et budget uden besparelser.

Med budgetforliget for 2021 og de følgende år investerer Greve Kommune i hverdagens kerneydelser nu og i fremtiden.

Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance har indgået et budgetforlig for 2021 og de følgende år. Forliget sikrer et budget uden besparelser, selvom Greve Kommunes økonomi er udfordret af regeringens udligningsreform, som sender millioner ud af kommunen samtidig med, at corona-virus også betyder en ekstra regning på millioner af kroner. 

Samtlige forligspartier er imod udligningen, men ønsker samtidig ikke at serviceniveauet i forhold til børn, unge, ældre, udsatte, erhvervsliv eller fritidsliv skal reduceres. Derfor har vi valgt at acceptere en skattestigning på 0,1 procent svarende til det beløb, som Greve Kommune skal aflevere til andre kommuner som følge af regeringens udligningsreform. 

Dermed har Greve Kommune en service på samme niveau, som det Greveborgerne kender i dag.

"Det er første gang i al den tid, jeg har været i politik, at vi har lavet et budget uden besparelser. Jeg er superglad for, at det borgerlige Greve står sammen, og jeg vil gerne sige tak til forligspartierne, fordi alle har villet gå på kompromis for at få et robust budget til glæde for borgerne", siger borgmester Pernille Beckmann.

"Hos Venstre er vi glade for, at økonomien er så stabil og robust, at vi helt undgår besparelser på børn, ældre, kultur og idræt, hvilket aldrig er sket før. Derudover investerer vi blandt andet i forebyggelse på børneområdet, en restaurant på Mosede Fort og tryghed i Greve Nord", siger Marc Genning, Venstre.  

"I Dansk Folkeparti glæder vi os over, at vi er sammen om et budget uden besparelser og samtidig sikrer, at den gode service for vores ældre fortsætter. Desuden er vi glade for, at der er sat midler af til renovering af kommunens bygninger og stier", siger Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

"Det Konservative Folkeparti er gået konstruktivt ind til forhandlingerne, da vi gerne vil være med til at sikre, at regningen fra udligningsaftalen ikke kommer til at betyde besparelser på blandt andet dagtilbud, skoler, sårbare børn, idræt og ældre. Vi glæder os samtidig over, at der er penge til investeringer i skolebygninger, pulje til skolematerialer eller lejrskoler, en ny restaurant på Mosede Fort og bevarelse af gademedarbejdere og Portalen", siger Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

"Der er princippolitik og realpolitik. Skattestigningen havde vi helst været foruden, men vi er blevet overhalet indenom af regeringen, og de ekstra udgifter til udligning må vi være fælles om. Det skal ikke være enkelte befolkningsgrupper, der skal betale prisen. Men det gør mig ikke mindre liberal", siger Rigge Nørmark, Liberal Alliance.

Investeringer i kommunens fremtid de næste fire år

  • 33,5 millioner kroner afsat til at Karlslundehallen kan bygge en helt ny hal. Dermed bliver der plads til at Strandskolens elever kan få idrætsundervisning i hallerne og for eksempel afholde eksamener.
  • 50,9 millioner kroner til at renovere kommunens broer og tunneller, så bygningsværkerne kan holde mange år endnu.
  • 45,8 millioner kroner til det specialiserede voksen- og børneområde.
  • 12 millioner kroner til investering i tidlig forebyggende indsats.
  • 3 millioner kroner, så museet Mosede Fort, kan få en restaurant.
  • 2,4 millioner kroner til Holmeagerskolen, så den kan fastholde tilbuddet om fritidsklub, sfo2.
  • 585.000 kroner målrettet til materialer og lejrskoler med videre til Greve Kommunes skoler.
  • 585.000 kroner til bedre trivsel for de ældre på plejecentrene.

Hent budgetforliget