Fredning betyder færre arrangementer på Mosede Fort

IMG 5810 1200Px

Nye retningslinjer for Mosede Fort skal sørge for, at vi passer ordentligt på det historiske område.

Sankt Hans-festen bliver, men hundeudstillingerne forsvinder. Nye retningslinjer skal sørge for at fredningen af området Mosede Fort bliver overholdt.

Græsplænerne på Mosede Fort er ikke bare græsplæner. De er en del af et fortidsminde, og derfor er de omfattet af særlige regler om beskyttelse og værdighed.

Sværere at få tilladelse
Mange arrangører har oplevet, at det er blevet sværere at få tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen til at afholde begivenheder i området. Derfor har byrådet i Greve Kommune nu sat sig for at prioritere, hvad der er vigtigst at få plads til.

"Jeg skal være ærlig og sige, at vi nok havde foretrukket, at der var plads til alle. Men eftersom det er et område, som vi skal passe ekstra på, laver vi nu retningslinjer for, hvem der kan søge om at bruge plænerne", siger Anne Marie Lyduch, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Slut med hundeudstillinger
Kort sagt har museet Mosede Fort Danmark 1914-18 og Greve Kommune første ret til at bruge plænerne. Museet afholder for eksempel Store Badedag, og kommunen arrangerer Sankt Hans-fest.
Tivoli og cirkus er en hård belastning for området, og derfor bliver der kun en enkelt af den slags begivenheder på plænerne i fremtiden.

Stafet for Livet, spejdernes Fortdyst og den fælles kirkelige pinsegudstjeneste kan fortsat søge om at bruge området. Der vil være plads til fire af den type begivenheder om året.
Til gengæld er det slut med små kommercielle aktiviteter som hundeudstillinger.

Greve Kommune vil forsøge at finde andre steder i kommunen til de arrangementer, som bliver afvist.