Vandrefestival2019.png

Greve Vandrefestival byder blandt andet på ture til Hedeland, Gjeddesdal Gods og Brødmosen.

Greve Kommune byder for fjerde år i træk velkommen til Greve Vandrefestival, der løber af stablen den 16. august til 8. september.

Frisk luft, smukke naturoplevelser og nye bekendtskaber. Det er blot nogle af de gevinster, der er ved at deltage i årets store vandrefestival i Greve, som starter d. 16. august med en seks kilometer lang vandretur i området omkring Trylleskoven.

Formanden for Social-, Sundheds-, og Psykiatriudvalget, Liselott Blixt, ser atter frem til vandrefestivalen, og hun håber, at der igen i år er mange borgere, som har lyst til at deltage.

"Der er rigtig mange smukke og hemmelige steder i Greve, som man får at se på turene. Samtidig er der mulighed for at snakke med nogle nye mennesker, mens man får lidt let motion. Det er ren win win", siger formanden for Social-, Sundheds-, og Psykiatriudvalget, Liselott Blixt.

Vandrefestivalen består i år af 11 forskellige vandreture, som bliver ledet af lokalkendte og erfarne turledere. Der er både korte ture på tre kilometer og lidt længere ture på 10-12 kilometer. Traditionen tro afsluttes vandrefestivalen d. 7. september med en lang tur på hele 23 kilometer.

Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig til turene. Man skal blot møde op med godt humør og eventuelt en drikkedunk samt en madpakke.

Greveborgere kan læse mere om alle turene på www.vandrefestival.dk eller www.facebook.com/vandrefestivalgreve2019