Greveborgmester bakker Esbjerg op: Vi betaler for ingenting

Pernille Beckmann, web 2.jpg

Borgmester Pernille Beckmann har fået nok af uforståelige sundhedsregninger

Borgmester Pernille Beckmann vil have stoppet uforståelige og urimelige regninger til sundhedsudgifter.

I Esbjerg raser borgmesteren over et økonomisk eftersmæk på 25 millioner kroner til sundhedsudgifter. Han vil have en specificeret regning, for han tvivler på, at kommunen faktisk har brugt pengene.

I Greve bakker borgmester Pernille Beckmann op om kritikken af sundhedssystemet. Greve Kommune har nemlig fået en ekstra regning på 18 millioner kroner i sundhedsudgifter.

”Jeg har fået den forklaring, at pengene går til sengepladser på sygehuset, som regionen forventede at vi ville bruge, men som vi ikke har brugt,” fortæller hun.

Ufattelig betalingsmodel
Pernille Beckmann kalder økonomien mellem kommuner og sundhedsvæsen for en helt ufattelig betalingsmodel, og hun vil have regeringen til at gribe ind.

”Først bruger vi en masse ressourcer på at forebygge, så vores borgere ikke belaster sundhedssystemet. Men bagefter bliver vi opkrævet penge for behandlinger og sengepladser, som vi ikke bruger. Det er da helt ufatteligt, og efter min mening er det også lidt for smart,” siger hun.

Urimelig ekstraregning
Pernille Beckmann er borgmester for en kommune, som lige nu forbereder sig på at nedlægge næsten 70 stillinger og spare 43 millioner kroner i 2019 stigende til 68 millioner i 2020.

”Vi sparer i forvejen på alt. Vi har vendt hver en kommunal krone, og været igennem en svær og nøjsom budgetlægning. Og mens vores økonomi er presset helt i bund, så får vi den her urimelige og uforståelige ekstra regning, ” siger hun.