0973

Vinderen af tegnekonkurrencen tænder juletræet sammen med borgmesteren.

Det store julearrangement finder sted søndag d. 24. november foran rådhuset.

Julen er på trapperne, og det betyder, at det igen er blevet tid til at tænde det store juletræ foran Greve Rådhus. Alle små og store Greveborgere er inviteret, og der er en gratis slikpose til alle fremmødte børn.

Det hele starter klokken 15:30 i Greve Midtby Center, hvor Greve Pigegarde spiller julesange. Efterfølgende går alle i samlet flok til Rådhuspladsen, hvor der er musik, sang og julehygge til den store guldmedalje.

En helt særlig dag

For borgmester Pernille Beckmann er juletræstændingen et helt særligt arrangement, som hun glæder sig til hvert år. Også selv om hun må trodse højdeskrækken, når hun bliver hejst op i en brandmandslift for at tænde det store juletræ sammen med den heldige vinder af tegnekonkurrencen.

"Julearrangementet er for mig et af årets store højdepunkter. Alle er i fantastisk julehumør, og jeg bliver altid blæst bagover af den store interesse og deltagelse. Jeg glæder mig virkelig meget til at tænde træet og sparke julen i gang i Greve", siger borgmester Pernille Beckmann.

Tegnekonkurrence for alle børn

Alle børn har mulighed for at deltage i årets tegnekonkurrence og dermed få muligheden for at komme op i liften med borgmesteren og tænde det store træ. De skal blot tegne det bedste ved julen, skrive tydeligt navn på tegningen og putte tegningen i den store julekasse, som på dagen står ved indgangen til rådhuset.

Det er dog også muligt at aflevere tegningen inden arrangementet. Frem mod dagen står den store julekasse nemlig i Borgerservice. Samtidig er der også sat en julekasse på centertorvet foran Kop & Kande, som tegningen kan komme i.