megabanner_Krogaardskolen.jpg

Efter sommerferien modtager Krogårdskolen 174 flere skoleelever, og derfor er der blevet bygget til. 

Tjørnelyskolen blev lukket før sommerferien, og derfor er Krogårdskolen blevet udvidet, så den har plads til 174 ekstra elever, der begynder efter sommerferien. 

Krogårdskolen har fået et mere markant og tydeligt indgangsparti og bliver udvidet til tre spor. I de tre spor er der lavet store fælles arealer, hvor eleverne kan mødes på tværs af klasserne.

Skoleleder Rasmus Bjerregaard fra Krogårdskolen ser frem til at modtage Tjørnelyskolens elever i de nye rammer: 

”Vi glæder os til at byde eleverne velkomne her på skolen efter sommerferien. En udvidelse af skolen har mange fordele for både elever og lærere, da ombygningen giver mulighed for at arbejde mere sammen i nye lækre lounge-områder. Og rent fagligt kommer der flere lærere og større grobund for sparring med hinanden”, siger han.


Gåsen flytter med.

Kunstværket ”Morten Gase” af kunstneren Steffen Lüttge har været Tjørnelyskolens vartegn siden 1981 og flytter nu med til Krogårdskolen.

Borgmester Pernille Beckmann sætter pris på, at kunstværket får en ny ære på Krogårdskolen:  

”Jeg synes, at det er en god beslutning, at et stykke af Tjørnelyskolen flytter med til Krogårdskolen, da den føles hjemlig, for mange af eleverne”. 

Byrådet besluttede ved lukningen af Tjørnelyskolen at fordele skolens 337 elever på henholdsvis Krogårdskolen og Hedelyskolen.

Kontakt

Center for Byråd og Borgerservice
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Tlf.43979797
valg@greve.dk