IMG 8396

Open Air Bio samlede 500 tilskuere, som var det antal man måtte mødes udendørs.

Evaluering: Open Air Bio, åbne klubber, sommerhotspots og masser af ekstra tilbud i foreningerne tiltrak Greves børn og unge denne sommer.

Næsten to millioner kroner blev omsat til sport, spil og samvær for Greves børn og unge denne sommer. I går blev byrådet præsenteret for en evaluering af de mange aktiviteter, og den viste, at mange børn deltog mange gange i de vidt forskellige aktiviteter og tilbud. Helt præcist mødte et barn mellem 6 og 17- år op til en aktivitet 8525 gange.

“Pengene kom fra regeringens pulje til sommerferieaktiviteter under coronakrisen, og de kom nærmest ugen før sommerferien begyndte. Alligevel lykkedes det for både foreninger, klubber og andre ildsjæle at lave et fantastisk program i rekordfart. Det vil jeg gerne sige tak for, og vi kan nu se af evalueringen, at vores børn og unge både havde tid og lyst til at deltage,” siger Anne Marie Lyduch, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Under den fælles overskrift “Sommer holder vi sammen” udvidede foreningerne deres sommerprogram, så der blev plads til mange flere børn, ligesom alle kommunens klubber holdt åbent for både medlemmer og alle andre børn i aldersgruppen. Desuden var der tre sommerhotspots rundt omkring i kommunen, hvor børn og unge kunne komme forbi uden tilmelding og deltage i aktiviteter og hygge. Alle klubtilbud og aktiviteter var som hovedregel uden deltagerbetaling. En af sommerens største trækplastre blev Open Air Bio på Hundige Boldfælled, hvor 500 børn og voksne kiggede forbi i løbet af sommeraftenen.

“For mange børn blev sommerferieaktiviteterne det, der fyldte sommerferien i år, fordi familiens rejser blev aflyst på grund af corona,” siger Anne Marie Lyduch.

Evalueringen viser også, at det blev en sommer med mindre ballade og uro, end man kunne frygte. Sandsynligvis fordi mange børn og unge var engagerede i aktiviteter, ligesom kommunens gadeteam lavede en særlig indsats for kommunens udsatte unge.

Pengene var et engangsbeløb på 1.949.000 kroner, som Greve Kommune fik tildelt fra regeringens pulje til ekstra sommerferieaktiviteter som følge af Covid-19.

Nøgletal fra evaluering af sommerferieaktiviteter

  • 3402 gange deltog et barn på et af de tre sommerhotspots
  • 2040 gange deltog et barn i foreningernes udvidede sommerferieprogram
  • 1250 gange kom et barn i en af de åbne ungdomsklubber
  • 699 gange deltog skoleelever i et særlige skolestartsforløb for at blive bedre fagligt.
  • 630 gange deltog et barn i aktiviteter i Greve Nord-projektet
  • 504 gange deltog en udsat ung i en aktivitet med kommunens gadeteam