IMG_4016.JPG

Natbusserne er vigtige for borgere med arbejde i ydertimerne og festglade unge.

Byrådet i Greve Kommune vil bevare de to lokale natbusser 91N og 97N og håber, at flere kommuner vil gå sammen om at kæmpe for busrute 120 fra Høje Tåstrup og til Køge.

Tre lokale busruter var på dagsordenen, da byrådet i Greve holdt møde denne uge. De tre busruter er truede af lukning, da Region Sjælland har besluttet at spare busserne væk.  

Det drejer sig om de to natbusser Rute 91N fra Hillerød til Greve og Rute 97N fra Københavns Rådhusplads til Køge. Samt rute 120, som Region Sjælland vil forkorte.  

Greve Kommune bevarer natbusser
Politikerne i Greve besluttede i går at samarbejde med de andre kommuner på busruten om at bevare de to natbusser. Til gengæld har politikerne ikke besluttet noget endeligt om busrute 120. 

"Vi vil meget gerne hjælpe vores unge mennesker med at komme sikkert til og fra weekendens fester, ligesom folk med natarbejde skal kunne passe deres job. Derfor beholder vi natbusserne. Vi håber også på, at vi kan finde en økonomisk rimelig løsning på bus 120, så de unge stadig kan køre til og fra deres uddannelsessteder med bussen", siger borgmester Pernille Beckmann. 

Opfordring til at bevare bus 120
Bus 120 kører lige nu fra Høje Tåstrup over Karlslunde og til Køge. Men til sommer planlægger Region Sjælland at lave sidste stop på Karlslunde Station, sådan at bussen ikke kører sydover Greve Kommune, gennem Solrød og til Køge. 

Byrådet besluttede, at invitere de berørte kommuner til at skrive en samlet opfordring til Region Sjælland, om at bevare hele busrute 120.