Fedtegreven6

Strandrensningsmaskinen "Fedtegreven" er igen klar til at holde stranden ren.

Greve Kommune og Greve Strandlaug går i gang med at rense stranden den 26. maj.

Der er godt nyt til de mange Greveborgere, som glæder sig til at tilbringe sommeren på stranden. Strandrensningen begynder nemlig nu, og den fortsætter helt frem til den 1. oktober, hvis budgettet rækker til det. Dermed kan borgerne se frem til en ren og sommerklar strand.

Strandrensning to gange om ugen

Strandrensningen finder som udgangspunkt sted hver tirsdag og torsdag. Men Greve Strandlaug kan både skrue op og ned for strandrensningen alt efter behovet.

”Vi har en lækker strand i Greve, som hver sommer bliver flittigt besøgt. Den skal vi selvfølgelig gøre så indbydende som muligt. Derfor er jeg glad for, at vi nu kommer i gang med at fjerne tang og fedtemøg”, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Mortan Martinsson.

Fra depot til mark

Når tang og fedtemøg fjernes, bliver det i første omgang placeret i depoter på stranden. Her drypper det af i højst 24 timer, inden det bliver kørt videre til en landmand, som bruger det til gødning på sin mark.

Kommunen har besluttet at oprette fire depotpladser, som i øjeblikket er ved at blive behandlet myndighedsmæssigt. Indtil alle tilladelser er på plads, vil kommunen benytte et par af pladserne midlertidigt på en måde, som overholder lovgivningen, så strandrensningen er sikret i hele sæsonen.

Greve Kommune har i alt afsat 2,2 millioner kroner til strandrensning i år.