Ny politik fokuserer både på integration og på hjemsendelse

IMG_3552.JPG

Integration og hjemsendelse er nøgleord i den nye politik for Greves flygtninge, som blandt andet bor i midlertidige barakker i kommunen.

I Greve går flygtninge og migranter på arbejde, taler dansk og er engageret i foreningslivet. De bliver desuden hjulpet til at vende tilbage til hjemlandet så hurtigt som muligt. Det kan man læse i en ny Integrations- og Hjemsendelsespolitik, som byrådet netop har vedtaget.

I Greve Kommunes nye Integrations – og Hjemsendelsespolitik er der fokus på både integration og hjemsendelse. Det dobbelte fokus er vigtigt for Morten Dahlin, formand for Integrations-, Beskæftigelses- og Ungdomsudvalget:
“Vi har en pligt til at hjælpe mennesker i nød, men vi bliver også nødt til at sige, at når freden sænker sig i hjemlandet så er det nødvendigt at folk vender hjem og hjælper med at genopbygge deres hjemland,” siger Morten Dahlin.

Skal forsørge sig selv
Flygtninge skal integreres, så de forsørger sig selv og lever i overensstemmelse med danske værdier og normer. Både mænd og kvinder skal arbejde, børn og unge skal klare sig godt i skolen og hele familien skal engagere sig i foreningslivet på linje med danskere.
“Vi vil ikke acceptere parallelsamfund i Greve. Derfor skal kommunen stille krav om, at flygtninge og migranter accepterer det danske hverdagsliv med dets normer inden for både ligestilling og selvforsørgelse.,” siger Morten Dahlin.

Fokus på hjemsendelse
Udgangspunktet for alle indsatser i kommunens nye Integrations- og Hjemsendelsespolitik er, at flygtninge og migranter skal opmuntres til at rejse hjem frivilligt, når hjemlandet er sikkert, eller de af andre grunde overvejer at vende hjem. Derfor får hver enkelt flygtning og migrant en personlig hjemsendelsesstrategi, som skal sikre, at personens kompetencer og erfaringer senere kan bruges i hjemlandet.
Den nye politik er udgangspunktet for Greve Kommunes integrationsindsats de næste fire år.