nyhed_kol

Kontakt

Helene Binau
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Tlf.21 78 38 10

Der var stor interesse blandt Greve-borgere, da Sundhedscaféen på Greve Bibliotek markerede den internationale KOL-dag onsdag.

Omkring 100 Greve-borgere lagde vejen forbi Sundhedscaféen på Greve Bibliotek, da man her onsdag markerede den internationale KOL-dag med gratis lungefunktionsmåling og informationer om rehabilitering og rygestop.

Mere end 400.000 danskere lever med sygdommen KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom), men kun halvdelen ved, at de har den. KOL er ikke blot syge lunger; det er hele kroppen, der er påvirket af sygdommen.

”KOL er desværre en uhelbredelig sygdom, men med tilbud som rehabilitering, rygestopkurser, hjælp til medicinering og netværkscaféer for borgere med KOL, kan man heldigvis gøre meget”, siger sundhedskonsulent Helene Binau.

”I Greve oplever vi stor interesse for de forskellige tilbud. Det så vi onsdag på den internationale KOL-dag. Vi har indtil videre haft 85 Greve-borgere igennem et rehabiliteringstilbud i Genoptræningscentret, og vi har gode resultater på især vores rygestopkurser”.

82 procent af de i alt 73 deltagere på Greve Kommunes rygestopkurser i 2011 var således røgfrie ved kursets afslutning, og 54 procent var røgfrie efter seks måneder. Dette resultat gav Greve Kommune en delt andenplads på landsplan for kommuners indsats på rygestopområdet ved Rygestopbasens 10 års jubilæumsarrangement på Bispebjerg Hospital tirsdag.