Strandskolens elever skal have idræt i udbyggede Karlslunde Haller

Brødmosen1

Strandskolen skal blandt andet have en springgrav, der hvor krydset er.

Politikerne har store planer for idræts- og træningsfaciliteter i Karlslunde, hvor Strandskolens udslidte gymnastiksale skal rives ned, og en ny springgrav ved Karlslundehallerne skal graves ud.

Strandskolens elever kan se frem til at løbe, hoppe og spille bold i meget bedre rammer, end de er vant til. Det besluttede politikerne på byrådsmødet denne uge, og de aftalte også, at de vil finde pengene til det ved budgetforhandlingerne om få uger.

"Vi er gået efter en ambitiøs og langsigtet løsning, som jeg personlig er meget stolt over. Det kommer til at tage tid og koste penge, til gengæld får både elever og lokalsamfund meget bedre forhold, når de skal have idræt og træne", siger borgmester Pernille Beckmann.

Idræt er eksamensfag
Strandskolens nuværende gymnastiksale lever ikke op til de krav, der bliver stillet til moderne idrætsundervisning, hvor idræt er et eksamensfag. Desuden er de udslidte, så de skal rives ned.

I stedet skal eleverne træne i Karlslunde Hallerne og på de udendørs træningsfaciliteter, og de får fast adgang til hal 1.

Til gengæld udbygger Greve Kommune og Karlslunde Idrætsforening Karlslunde Hallerne med ekstra baderum og omklædningsfaciliteter, ekstra depotrum og en ny springsal ved Hal 3.

Penge på budgettet
Prisen for det hele bliver 33,5 millioner kroner, hvoraf Karlslunde Idrætsforening bidrager med 2,5 millioner kroner. Omkostningerne til nedrivning er allerede afsat, så de indgår ikke i beløbet.

Greve Kommunes politikere har aftalt, at de vil afsætte pengene i forbindelse med sensommerens budgetforhandlinger og den endelige helhedsplan og tidsplan bliver derefter udarbejdet og vedtaget.