En redegørelse om ligestilling mellem kønnene viser, at Greve Kommune er godt placeret både i forhold til andre kommuner af samme størrelse og i forhold til kommuner generelt.

Kommunerne skal i følge Ligestillingsloven mindst hvert andet år redegøre for situationen med hensyn til ligestilling mellem mænd og kvinder blandt kommunens ansatte.

Greve Kommune har i maj måned opgjort fordelingen af medarbejdere og ledere på mænd og kvinder. Her er Greve Kommune godt placeret i forhold til både kommuner af samme størrelse og kommuner generelt, når det gælder ligestillingen mellem kønnene.

Ud af kommunens 3342 medarbejder er de 2588 kvinder og 754 mænd. Det svarer til en fordeling på 77 procent kvinder og 23 procent mænd. Blandt de 86 ledere er 51 kvinder og 35 mænd - en fordeling på 59 procent kvinder og 41 procent mænd.