Greve Kommune foretog de første måneder af 2012 screening for stoffet PCB i 40 af kommunens bygninger. Screeningen viste, at der findes små mængder PCB-materiale, men at koncentrationerne af stoffet i luften er så lav, at der ikke er nogen nærliggende sundhedsfare.

40 kommunale bygninger i Greve er de første måneder af året blevet screenet for den sundhedsskadelige fugemasse PCB. Det er blevet undersøgt, om der var PCB materiale i bygningerne, og koncentrationen af stoffet i luften er blevet målt.

Konklusionen på screeningen er, at der findes PCB materiale i 15 af de 40 bygninger. I fem bygninger er der målt PCB i luften på mellem 300 ng/m3 og 2000 ng/m3, hvilket betyder, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der udføres nærmere undersøgelser af både materialer og luftkoncentrationer for at verificere de påviste koncentrationer og for at finde de relevante PCB kilder. Det er endvidere Sundhedsstyrelsens vurdering, at der med de målte koncentrationer ikke er nogen nærliggende sundhedsfare forbundet med at opholde sig i bygningerne. En plan for en varig løsning skal foreligge efter maksimalt 2 år.

Der er fundet PCB materiale i yderligere 10 bygninger, men her er der ikke fundet PCB i luften, der giver anledning til, at der skal handles. Det anbefales dog, at der foretages supplerende luftprøver.