Foto1_ny.jpg

Formålet med kulturarvskommuneprojektet i Greve er at revitalisere de 8,5 km strandvej, der løber gennem kommunen fra Hundige i nord til Karlslunde i syd. Som resultat af kraftig vækst og tilflytning er områderne langs Strandvejen gennem de sidste årtier blevet udsat for store forandringer uden en samlet plan. Sommerhus- og erhvervsmiljøer er omdannet til parcelhuskvarterer, og Strandvejen fremstår som en trafikeret og identitetsløs hovedpulsåre mellem København og Køge.

Kulturarvskommuneprojektet lægger grundstenen til en forståelse af Strandvejens historie og potentiale. Projektet sætter ord på områdets kernefortællinger, blandt andet om ferieliv og velfærdssamfund, som kan bruges til at styrke fællesskabsfølelsen i en kommune med mange tilflyttere og mange forskellige kulturelle baggrunde.

Som en vigtig del af projektet, er der udpeget kulturmiljøer langs Strandvejen, og der er lavet en helhedsplan for udviklingen af strandvejsområdet. Endvidere er der udarbejdet konkrete potentialeplaner for to hovedområder i henholdsvis den nordlige og den sydlige del af Strandvejen. Disse to områder skal udvikles som attraktive, lokale samlingspunkter og som oplevelsespunkter for danske og udenlandske turister med Mosede Fort Museum som et fyrtårn.