Kulturarvskommuneprojektet har ønsket at skabe en fælles fortælling, der indfanger det særlige ved Greve – Greves DNA. Den oprindelige ansøgning indeholdt 3 kulturlag:
 
•    Kyst- og strandliv samt bosætning
•    Vækst, erhverv og iværksætteri 
•    Neutralitet, civilsamfund og velfærd

Der er ingen tvivl om, at Greves strandvej og stranden før som nu er af værdi for hele kommunens borgere. Ikke kun for dem, der har virksomhed, butik eller bolig langs stranden. Stranden er det, der karakteriserer Greve. Når kulturarvskommunen derfor har fokus på kulturarven langs stranden, så handler det om, at her samles mange spor i egnens historie og nutidige identitet. Men Greves identiteter skal ikke udelukkende lokaliseres ved stranden. Her må vi have fat i mere af Greveegnens historie. 

Overordnet er Greves historie tilbage fra 1800-tallet karakteriseret ved mange forstyrrelser – ikke mindst som følge af ”bølger af folkevandringer”. Under 1. Verdenskrig måtte egnen huse tusinder af soldater som følge af Mosede Fort og Tunestillingen. I mellemkrigstiden blev egnen invaderet af københavnske arbejdere og håndværkere, der holdt ferie ved Greves strande. Fra slutningen af 1950erne væltede det ind med tilflyttere, der byggede parcelhuse på den gamle landbrugsjord, og det gav i næste fase efter kommunalreformen i 1970 anledning til udbygning af rådhus, børneinstitutioner, skoler, plejehjem og de deraf medfølgende nye professionelle, der pendlede til Greve hver dag eller bosatte sig. Siden 1980erne var Greve fået et større og større internationalt islæt, og der høres dansk med mange accenter. Alle disse bølger af nye borgere har skullet absorberes i kommunens DNA. Det har appelleret til kommunens, erhvervslivet og borgernes innovative evner og forudsat stor åbenhed og forandringsparathed. Man kan sige, at Greves udvikling har været en stor træningslejr i udvikling af disse tre identiteter: At være innovativ, at være åben og at være forandringsparat. Det interessante er, at disse identiteter kan følges langt tilbage i historien. Derfor først en lille fortælling om bønderne i Greve. 

Narrativer om det innovative og forandringsparate erhvervsliv i Greve - egn af iværksættere

Indtil starten af 1900-tallet er tilflytningen til Greveegnen ikke markant, men alligevel trives iværksætteri og innovation. Allerede i 1800-tallet er Greveegnen præget af udvekslingen med hovedstaden, der tilførte egnen de nyeste tanker. Bønderne solgte deres varer på det københavnske marked, unge kvinder blev tjenestepiger og ammer i københavnske hjem mv. og fik der indsigt i storbylivet. Ny strømninger kom således hurtigt til Greve. Bare for at illustrere at den innovative og forandringsparate iværksætterkultur går langt tilbage, er her først et lille narrativ om bønderne og fiskerne. 

Bønderne
Danmarks bedste jord er målt i Karlslunde i 1800-tallet. Det skabte gode forudsætninger for en stor produktion af fødevarer. Nærheden til København gjorde, at bønderne var uafhængige af mellemhandlere og selv solgte varerne i København med deraf følgende større fortjeneste, som omsattes til ny produktion. Mange bønder var relativt velhavende. Dette var muligt, da egnen ikke havde store godser, hvor fortjenesten røg i herremandens lommer. Selv om Greves bønder var fæstebønder langt op i 1800-tallet, fik de frugten af deres egen indsats, hvilket understøttede innovationen. Da priserne på korn går ned i 1800-tallet, omlægger bønderne deres produktion til kvæg og grise. Her bliver Gjeddesdal Gods og Tune Landboskole spydspidser ift. innovation på mejeriområdet, og bønderne engagerer sig i nymodens andelsmejerier, der kommer til at præge egnen. I 1900-tallet er fortjenesten større på grøntsager, og så bliver Greve en gartneregn. Dette er bare et lille indblik i Greves tidlige DNA.

Fiskerne
Fiskerne har førhen været det dominerende erhverv på stranden. Det var selvstændige fiskere, der tilsvarende bønderne bragte deres varer ind til København. De måtte også sno sig efter hvilke fisk, der var tilgængelige og måtte også se sig efter mulige bierhverv efterhånden, som konkurrencen blev skærpet. I starten af 1900-tallet blev stranden opkøbt af fabrikanter, der udstykkede til plantager og senere til sommerhuse. Det gav fiskerne og bønder, der havde matrikler på stranden, en ekstra indtjening, men ændrede deres adkomst til stranden markant, hvilket førte til, at de lokale sikrede deres adgang til stranden gennem ”aktiestykker”.  I mellemkrigstiden kunne fiskerne få ekstra indtægter ved at tilbyde værelser og teltpladser til feriegæsterne. Samtidig måtte de slå sig sammen om at bygge Mosede Havn, da fiskeriet udviklede sig med større fiskerbåde. De havde hele tiden fingeren på pulsen både for at overleve som selvstændigt erhverv og for at drage fordele af forandringerne. I dette lille narrativ bliver hele strandens struktur, som kulturarvskommuneprojektet har registreret, synlig. 

Familieejede virksomheder
Med nedgang i både landbrug og fiskeri kommer der helt nye typer familieerhverv til. Håndværkerbyen bliver planlagt med parceller, hvor der både kan bygges fabrik og bolig på samme matrikel. Hermed tiltrækkes storbyens håndværkere med egne værksteder og små fabrikker, der nu jages ud af brokvartererne. Håndværkerbyen blev skabt med en hel særlig mulighed for den selvstændige livsforms iværksætter kultur, som fortsætter iværksættertraditionen fra bønderne og fisker. Håndværkerbyen rig lejlighed til et netværk af firmaer, der brugte hinanden som underleverandører. Nye iværksættere sætter deres præg på Greve først i det små og siden som store firmaer. I dag er der udlagt store områder til erhverv og kommunens narrativ er den erhvervsvenlige kommune. 

Disse tre historier handler om erhvervskommunens store aktører gennem de sidste 200 år, hvor iværksætteri og innovation har præget egnen. 

Men også de borgere, der har boet på Greveegnen er gennem hele 1900-tallet, har innovation, åbenhed og omstillingsparathed, som historisk kendetegn.

Narrativer om de åbne og forandringsparate borgere i Greve – 5 bølger af tilflyttere
I 1900-tallet bliver grundlaget for Greve egnens åbenhed lagt. Kulturmødet mellem dem, der bor på Greveegnen og bølger af tilflytter skaber forstyrrelser, der skal takles og absorberes. Her er særlig 5 store ”folkevandringer” betydende. 

Bølge 1: Soldaterne kommer: 
Danmarkshistorien om hvordan velfærdsstatens konturer var et resultat af kampen for Neutralitet under 1. Verdenskrig er en af hovedhistorierne i udstillingen På kanten af krig – Neutralitet mellem krig og velfærd på Mosede Fort. Greve Kommune er gennemsyret af fysisk og immateriel kulturarv, der bærer denne historie, som også er relevant internationalt. Konkret bliver egnen fyldt med militær og soldater. Tusindvis af soldater fra hele Danmark bliver en del af dagliglivet igennem krigens 4 år – og her fortættes alle de udfordringer, som borger, civilsamfund, erhvervsliv og stat/kommune udsættes for som følge af kampen for neutralitet. 

Tune og Karlslunde kommer på Danmarkskortet. Kultursammenstød mellem lokalbefolkning og militær præger området, ligesom kulturmødet mellem soldater og bønder skaber langtrækkende forandring. Det krævede åbenhed og omstillingsparathed i den grad. Perioden førte til, at en del soldater fra hele landet kom tilbage, bosatte og giftede sig i Greve. 

Hele den militærstrategiske opgave ved Mosede Fort, er skyld i, at Greveborgerne i dag har kommunens største rekreative område tæt på strand og med en markant kulturhistorisk fortælling, og nu et Museum for Danmark under 1. Verdenskrig, der har potentialer til at blive en egentlig attraktion. Kulturlandskabet blev ændret, og konkrete kulturarvslevn fra Tunestillingen og hele Mosede Fort vidner om perioden og er fredede. 

Bølge 2: Københavnerne kommer
Strandene fra Hundige til Jersie blev fra starten af 1900-tallet hver sommer fyldt med ferieglade københavnere. I starten var det fabrikanter, kunstnere og andre, der ændrede fiskerne og bøndernes produktionsstrand til sommervillaer og plantage. Med ferieloven fra 1919 (funktionærer) og for alle i 1938 blev hele stranden nu invaderet af arbejdere og funktionærer, der kom cyklende til teltlejre og pensionater. Ferieloven var udtryk for, at fagbevægelsens krav skulle tilgodeses efter mellemkrigstidens krise, hvor velfærdstankerne fra 1. Verdenskrig blev pudset af og erfaringerne herfra brugt.

Sommerinvasionen førte til, at stranden og strandvejen helt ændrede karakter og nu blev sommerparadis for vilde unge i nogle teltlejre og for børnefamilier i andre. Feriegæsterne gav ikke kun indtægter til fiskerne, men gav også grundlag for pensionater, campingpladser, et badehotel, en myriade af købmænd og ismejerier mv., som levede af at betjene københavnerne på ferie. Når feriegæsterne var væk og efteråret på vej, så blev Badehotellet til egnens samlingssted med dans, bridgeklub og biograf. Helt særligt var det samlingssted for egnen under besættelsen. Det karakteristiske her er, at den innovative kraft som feriegæster gav anledning til, samtidig var med til at give stranden ny værdi for resten af Greveegnens borgere. Feriegæsterne førte til et nyt kulturmøde mellem borgerne i Greveegnen og sommerfolket. Nye kunder for bønderne, fiskerne og forretningerne. Men også kamp om stranden og moralen. Rigtig mange fik senere sommerhus, og deres børn flyttede senere til Greve som parcelhusejere. 

Hele vejen langs stranden kan vi møde kulturarven fra denne periode. Store sommervillaer, strandhuse, små sommerhuse, ombyggede eller eksisterende forretninger, der skulle betjene sommergæsterne. Her er rigtig meget bevaringsværdig bygningsarv – og det er til denne historie, at Villa Sitka og Villa Olsbæk med deres fine udenomsarealer har potentialer til at skabe sammenhæng mellem Greves identitet, som rekreativt areal og som udgangspunkt for iværksætteri – især når de også ses i sammenhæng med mange af de andre bygninger og kulturmiljøer, der er blevet registreret. Men her er også rigtig meget immateriel kulturarv at hente. Rigtig mange af Greves nuværende borgere har forældre, bedsteforældre eller oldeforældre, der var sommergæster. Og en del af Greveborgerne bor i eller er naboer til denne kulturarv. 

Bølge 3: Nybyggerne kommer
Fra 1960erne får Greveegnens sin næste invasion, hvor befolkningsantallet stiger fra 5000 til næsten 50000 frem til 1980erne. Efter 2. Verdenskrig, hvor landbruget er under pres som erhverv, begynder driftige bønder at udstykke deres marker til parcelhusgrunde. Hermed åbnes for en folkevandring af håndværkere, funktionærer og arbejdere, der kender Greve fra det muntre strandliv, eller som søger væk fra storbyen. De innovative bønder sælger samtidig sig selv – og denne æra slutter. Men igen er det kendetegnende, at der hele tiden sker en innovativ tilpasning til ændrede vilkår for at opretholde selvstændigheden. 

Fingerplanen skaber rammerne for dette og er i sig selv et stykke kulturarv, som i den grad har præget Greveegnen og som tydeligt kan aflæses i Greves kommuneplaner siden. Parcelhuskvartererne står som et stort fælles kulturlevn fra denne tid. Greve groede i bredden og ikke i højden og bevarede dermed sin identitet som Hede (skovløs slette - og dermed en egn, hvor man (næsten) kan se fra den ene by til den anden) – og hvor intet rager op og generer blikket. 
Hele denne udbygning skal ses i sammenhæng yderligere udbygning af den danske velfærdsstat efter 2. Verdenskrig, hvor den sociale sikkerhed er så stor, at mange tør binde an med eget hus, og hvor flere får uddannelse, og den store byplanlægning skaber rammer for ændringer af Danmark fra landbrugsland til industrination. 

Rigtig mange parcelhusbyggere kendte Greveegnen fra ferie på strandene. Der er kort sagt en direkte linje mellem parcelhuskvarterernes første befolkning og den kulturarv, som de holdt ferie i, hvad enten det var teltlejre, strandhuse, Badehotellet, pensioner eller et værelse på loftet hos fiskeren. Nu handler kulturmødet om overfloden af tilflyttere, der skal leve side om side med landbosognenes befolkning. En hel skov af nye former for foreninger, der sætter deres præg på Greveegnen, popper op. Børn af parcelhuspionererne vender i dag tilbage med nye uddannelser og bosætter sig i Greve efter en sviptur andre steder. En tese kunne være, at de netop flytter tilbage, fordi de er grundfæstet i den identitet, som kendetegner Greve kommune. 

Den fysiske kulturarv i relation til parcelhusborgerne er såvel kulturarven ved stranden, som har været driver til at bosætte sig i Greve – men peger på, at fx huse og veje i Eriksmindekvarteret, som var Danmarks dengang største parcelhuskvarter, i sig bærer en fysisk kulturarv, som kunne være værd at bevare, men dette er ikke en del af Kulturarvsprojektet. 

Bølge 4: Velfærdsprofessionerne kommer
I 1970 bliver Greve til den tids storkommune, og et nyt rådhus bliver bygget som symbol for alle de velfærdsydelser, som kommunerne nu administrerer inkl. bygning af velfærdsinstitutioner, børnehaver, skoler, plejehjem, andre uddannelsesinstitutioner, kulturinstitutioner, idrætsanlæg mv. Den kollektive trafik med S-togene, motorveje, stier og veje udbygges. Handelslivet flyttede fra landsbyerne og stranden til store butikscentre. Flere arbejdspladser kom til Greve. Kulturmødet og kultursammenstød er nu mellem de professionelle i de kommunale velfærdsinstitutioner og borgernes egen organisering af børnepasning, ældrepleje, idræt mv. (som kommunen i dag kalder på). Mange velfærdsprofessionelle vælger at bosætte sig i Greve eller pendler ind hver morgen. 

Hele periodens fysiske kulturarv bliver alle de velfærdsinstitutioner, som står spredt i kommunen med centrum i Greve Midtby. Også her er bevaringsværdige miljøer og bygninger, hvor Greve har noget særligt at byde på - fx svømmehallen.

Udover at mange af de første parcelhusejere (som jo stadig lever i Greve) flyttede til Greve pga. af oplevelser ved strandene, så var de også med til at forvandle brugen af stranden fra fiskerstrand til rekreativ strand, lystfiskeri og friluftsarealer for børneinstitutionerne og skolerne. Det er det, der forbinder det bagvedliggende byrum i både bølge 3 og bølge 4 med kulturarven langs stranden. Vi er lige på vej ind i en tid, hvor der kommer offentlige investeringer i Køge Bugt Strandspark, Mosede Fort Strandspark og andre projekter, der gør stranden til rekreativt område for alle borgerne.

Bølge 5: Storcentret kommer
I 1970erne opførtes store almennyttige boliger med attraktive lejligheder, og Danmarks dengang største indkøbscenter, Hundige Storcenter, etableres. Forbrugere fra hele oplandet valfarter til Hundige Storcenter, hvilket også afsætter sig i både butikkernes udvalg, i trafikken og i identiteten. Nu kæmper de små butikker for overlevelse – ikke mindst på strandvejen, og nye kultursammenstød opstår mellem helt forskellige forretningsmodeller for dagligvare og detailhandel. Det er derfor en væsentlig del af Greves historie at sikre, at levn fra butikslivet langs strandvejen bevares, og at de historiske rødder med et rigt butiksliv langs stranden tænkes med i fremtiden. 

Siden midten af 1980erne har nye familier med rod i rigtig mange forskellige nationaliteter lejet sig ind i de store almennyttige boliger og har bidraget til at give Greve et internationalt islæt. Kulturmødet er nu mellem tilflyttere med forskellige etnisk baggrund og forskellige livserfaringer. Dansk med mange accenter bliver et nyt lydbillede. Den fysiske kulturarv fra denne periode er butiksliv, der lukkes i denne periode – og de almennyttige boliger og deres forandring. 

Steder som Køge Bugt Strandpark, Hundige havn, Hundige park, Granhaugen og ikke mindst Mosede Fort Strandspark bliver nu der, hvor borgerne fra de store lejlighedskomplekser kommer ned og holder picnic og tilbringer dele af deres fritid. Og her bliver formidlingen af Strandvejens kulturarv nok et trin i at opdage og tilegne sig Greves identitet. Så selv om Greveborgere herfra ikke har konkrete erindringer fra stranden, så er stranden et stort aktiv, hvor det fysiske miljø er med til at formidle Greves DNA. 

Strandstrækningen kulturarv har værdi for hele Greve
Hele strandområdet har forvandlet sig i takt med fastboende og tilflytteres ønsker til og brug af stranden – men ikke uden sværdslag mellem brugerne både i tid og rum. Stranden og dens kulturarv er vigtig for alle Greves borgere – og har været det historisk. Derfor er det også helt oplagt, at kulturarvskommuneprojektet tager fat om kulturlevn langs strandvejen, der har relation til alle fem bølger. 

Kulturarv er jo en måde at se på det, der har haft betydning for tidligere generationer. Derfor er det også helt naturligt, at den første del af kulturarvsprojektet har fokuseret på at udpege nogle kulturarvsbygninger og -miljøer, der især peger på de første bølger men har værdi for alle Greveborgere. Alle disse kulturlevn er en del af den aktive hukommelse hos mange Greveborgere i dag – og derfor skal de bevares. Det er mange parcelhusejeres bedste barndomsminder. Bevarelsen og formidlingen af kulturarven langs stranden vil derudover være med til at gøre Greve Kommunes DNA synlig fysisk i de områder langs stranden, der er tilgængelige og attraktive for alle Greveborgere. Identitet er ikke noget, man kan læse sig til, men det der afsættes af både de sociale og fysiske miljø. 

I en udvælgelse af hvor projektet skal fokusere fremover, kunne det være hensigtsmæssigt, at de udvalgte projekter på den ene side kan kombinere kulturarvsmiljøer og de historier, de giver anledning til, og på den anden side Greveborgernes ønske til rekreative områder og til en levende strandvej, som skaber basis for et butiks – og restaurationsliv, der også kan indgå som tiltrækningsfaktorer i forhold turisterhvervene og turisterne. 

Set i dette lys indgår alle de registreringer, som kulturarvsprojektet omfatter, som perler på en snor, der dels skal gøre strandvejen og stranden interessant, dels skal sikre, at Greve bevarer kulturarven som aktive erindringssteder for de forskellige bølger af borgere og lokalisering af erhverv, der hver især har bidraget til Greve kommunes DNA: 

Velfærdshistoriens kommune – innovativ, åben og forandringsparat.
Greve Museum har på basis af en beskrivelse af Greves konkrete udvikling gennem de sidste godt hundrede år, destilleret nogle identitetsskabende karaktertræk ved Greves DNA, der peger på en overordnet fortælling og tre identiteter, som særlig kendetegner Greveborgerne og civilsamfundet i Greve: 

Set helt overordnet, så har Greve en helt særlige forudsætninger for at brande sig som velfærdshistoriens kommune, da kommunens historie omfatter velfærdsudviklingens historie fra perioden under 1. Verdenskrig og frem til i dag:

•    Den innovative kultur – en egn af iværksættere
•    Den åbne kultur – tradition for kulturmøder
•    Den forandringsparate kultur – absorbere store forandringer

Greves DNA kan derfor beskrives således:  
Greve kommune – Velfærdshistoriens kommune – innovativ, åben og forandringsparat