Gå til hovedindhold

FAQ

Her kan du løbende få svar på de oftest stillede spørgsmål om velfærdsborgersamlingen i Greve Kommune.

Blok med et spørgsmålstegn på og nogle blyanter

FAQ

Alle borgere over 16 år har den 3. januar modtaget en invitation i e-Boks til at deltage i velfærdsborgersamlingen. Man tilmelder sig via et link i invitationen senest den 17. januar, og ud af de tilmeldte udtrækkes ved lodtrækning 36 borgere.

Lodtrækningen skal ske på en måde, så de udtrukne deltagere repræsenterer borgerne i Greve Kommune ift. fordelingen på alder, køn, uddannelse og geografi.

Efterfølgende vil de udtrukne blive kontaktet personligt af kommunens tovholder på velfærdsborgersamlingen for at få bekræftet deltagelsen, drøftet om der er særlige hensyn, der skal tages mv.

Byrådet

Velfærdsborgersamlingen er besluttet af partierne bag budgetforliget og er en konsekvens af byrådets vision om aktiv borgerinddragelse.

Den overordnede opgave, som byrådet stiller velfærdsborgersamlingen lyder:

”Vi har brug for din hjælp til at forestille os, hvordan fremtidens velfærd skal se ud i Greve Kommune”

Byrådet i Greve Kommune

We Do Democracy og Komponent

​Demokratirådgiverne fra We Do Democracy (WDD) driver borgersamlingen i Greve sammen med Komponent - kommunernes udviklingscenter, og de skal sammen sikre et "armslængdeprincip" til politikere og forvaltning. Det betyder i praksis, at politikere og administration ikke kan blande sig i borgersamlingens arbejde og anbefalinger.

We Do Democracy rådgiver i demokrati og deltagelse, og de tager afsæt i faglige indsigter og metoder, der trækker på forandringsledelse, designtænkning, procesdesign og facilitering, oplevelsesdesign og kommunikation.

Komponent bistår kommunerne med at finde nye veje til sammenhængende indsatser inden for ledelse, styring og faglig udvikling.

Du kan læse mere om We Do Democracy på deres hjemmeside

Du kan læser mere om Komponent på deres hjemmeside

Ekspertgruppen

Ekspertgruppen skal hjælpe med viden og svar på spørgsmål, så borgersamlingen bliver klædt på til at kunne deltage i processen og udarbejde anbefalinger til byrådet.

Mød ekspertgruppen her

Formålet med en borgersamling om prioritering på velfærdsområderne er at få borgerne i Greve Kommunes idéer og input til, hvordan fremtiden velfærd kan se ud. De 36 repræsentativt udvalgte borgere, der kommer til at udgøre borgersamlingen, skal skrive et sæt anbefalinger, som byrådet kan forholde sig til, når de fremover skal prioritere kommunens ressourcer.

Sidste frist for tilmelding til lodtrækningen om deltagelse i velfærdsborgersamlingen er onsdag den 17. januar 2024.

Byrådet giver de repræsentativt udvalgte borgere mulighed for at blive en del af en velfærdsborgersamling. Velfærdsborgersamlingens opgave er at komme med konkrete anbefalinger til, hvordan fremtidens velfærd skal være. 

Velfærdsborgersamlingen mødes to lørdage og fire hverdagsaftener i en periode mellem februar og juni 2024.

Demokratirådgiverne fra We Do Democracy driver i samarbejde med Komponent velfærdsborgersamlingen og sikrer en uvildig og transparent proces. 

Undervejs i forløbet bliver deltagerne klædt på med viden fra eksperter og kan bede om ekspertindlæg, så de kan drøfte forskellige hensyn og perspektiver med hinanden.

På baggrund af drøftelser og ekspertoplæg skriver borgerne selv anbefalingerne til byrådet med redaktionel bistand fra We Do Democracy.

Anbefalingerne overrækkes til byrådet ved en seance i byrådssalen i forbindelse med et byrådsmøde. 

Hvis du er en af de 36 borgere, der bliver udtrukket til at deltage i velfærdsborgersamlingen, får du direkte besked og bliver ringet op af borgersamlingens tovholder. 

Hvis du ikke bliver udtrukket til borgersamlingen, får du direkte besked via mail.

Deliberativt demokrati – også kaldet rådslagningsdemokrati – er både et gammelt og et nyt demokratiformat. Det er en nutidig fornyelse af det oprindelige Athenske demokrati, der fandtes for over 2.000 år siden.

I det Athenske demokrati blev bystatens borgere udpeget til at træffe de store fælles beslutninger. Hver borger skulle således have mulighed for at repræsentere byens borgere på tværs af positioner i samfundet og var forpligtet til at træffe beslutninger på baggrund af fælles rådslagning – som alle byens borgere kunne se, forstå og genkende sig selv i.

Deliberative processer har de seneste 15 år oplevet voksende international opmærksomhed i lande som Canada, Australien, England, Frankrig og Irland. I Danmark blev deliberative processer under navnet ”Borgersamling” introduceret første gang i København i 2019 og i Albertslund og Rudersdal i 2020. Regeringens Klimaborgerting bygger på en lignende metode og fandt sted i efteråret 2020.

Velfærd er et bredt begreb, der dækker over en lang række af forskellige former for velfærdsydelser, som kommunen leverer. Velfærden er med til at understøtte, at borgerne har et godt og trygt liv. Illustrationen herunder viser nogle eksempler på, hvornår en borger kan møde kommunen gennem sit liv.

Eksempler på velfærd i en borgers liv

Fik du ikke svar på dine spørgsmål? Så kan du skrive til kommunens tovholder på velfærdsborgersamlingen, att. organisationskonsulent Lene Lykke Sjøstrand, via Digital Post.

Sidst opdateret: 1. februar 2024

Kontakt

Center for Økonomi & HR

Rådhusholmen 10
2670 Greve

Telefon: 43 97 97 97

Send Digital Post (kræver MitID)